Elsebeth Gundersen Jensen – Naamahs Sønner

Titel: Naamahs sønner

Forfatter: Elsebeth Gundersen Jensen

Forlag: Mellemgaard

Antal sider: 541

Udgivelsesår: 2019

Bagsideteksten: Den sjæleligt plagede og måske skizofrene præstesøn Georg Ramslev flytter i 1969 til Aarhus for at studere teologi. Med sig i kufferten har han, udover en barndom med en missionsk far, som har forsøgt at uddrive ham, dæmonen Gabriel. Georg flytter ved skæbnens mellemkomst på pensionat hos den forførende Emma Lindgren, som under skalkeskjulet af villaidyl er stormester for den sataniske loge Naamahs Sønner. Pensionatet bebos yderligere af sektens stifter, den religionskyndige og humørsøge antikvar Johannes Sølvvang og den studerende Kurt.  Et sjæleligt venskab opstår mellem de to unge. Kurt bliver Georgs eneste fortrolige, indtil den dag Emma opdager hans hemmelighed og optager dem i logen. I sektens søgen efter religiøs transcendens gennem seksuelle ofringer finder Georg endelig ro for sin dæmon. Men kun for en tid.  For han opdager snart, at indsigten ikke kommer uden omkostninger. Han forstår endelig, at det offer, dæmonen kræver, er ham selv… 


Mads-Peder anmelder: Jeg modtog et anmeldereksemplar af Naamahs Sønner, og jeg var grebet af bogen fra først til sidst. Fortællingen er en mærkværdig blanding af noget trivielt, nærmest ordinært, fra et liv anno 1969 og så et surrealistisk univers, der undfanger sig tidslig forståelse. Forfatteren leger med læseren, og lader trådene fra det trivielle og det surrealistiske blande sig, hvilket forpuster og overrasker. Desuden har det den skønne virkning, som god litteratur kan bidrage med, at det vender det normative på hovedet, så man bliver rundtosset og udfordret på egne holdninger. Forvirret? Over min indledning til anmeldelsen! Jeg er som læser også en smule perpleks efter endt læsning. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad morale jeg skal lede ud af læsningen. Det ændrer dog ikke på, at det var en god læseoplevelse, der gav anledning til mange refleksioner. Godt og ondt. Gud og djævelen. Man kan sikkert nævne flere af de urklassiske modsætninger – de er alle konstruktioner i menneskets historie, indprenter den sikre forfatterhånd os. Altså, modstillingen mellem det puritansk kristne seksualbegreb og det rent biologiske forvrænges i bogen, og lader på overbevisende vis, læseren indse, at moralske begreber og forståelser er et tyndt harnisk, der knapt dækker indgangene til en løssluppen biologisk drift efter parring. Det springer i øjnene, at modstillingerne kan benævnes som kultur/natur, moralsk/dyrisk (amoralsk). Måske! Eller læser jeg det helt forkert? Forfatteren ved det måske. Jeg får i hvert fald den tanke, at året 1969 ikke er valgt som fortællingens omdrejningspunkt, ud af en ren tilfældighed. Der gives ikke mange tidstypiske beskrivelser i bogen, så hvorfor netop 1969? Jeg tror, at året er valgt for sit historiske skelsættende opgør imellem gamle og nye dyder. Måske er 1969 valgt som omdrejningspunkt, da netop denne historiske tid står som epokegørende for et opgør imellem gamle sæder og nye. Som en tid hvor seksualiteten blev moderne. Bogen er dog ikke en lang hyldest til seksuel frigørelse – sådan læser jeg den i det mindste ikke. Den er også en fortælling om at miste sit seksuelle kompas, miste sig selv, og i sidste ende, at der er noget højere til i verden end det grænsesøgende og rent biologisk betingede… Hvad kan det være? Jeg tror, det er kærligheden. I sine mange farver, i sin ukontrollable kompleksitet. Kærligheden kan ikke reduceres udelukkende til sex – hvilke guder og afguder man end kigger til, så er kærligheden konstant for mennesket. Kærligheden, som bogen også viser, kan have mange former, men den er evigt tilstede for mennesket. Fortolkningen af den, er derimod det enkelte menneske forundt. Desuden, og det er nok så væsentligt i fortællingen. Alle mennesker er sårbare – blot på forskellig vis. En bog, der som I kan se, har givet anledning til refleksion og et mylder af tanker. Den er muligvis ikke for sarte sjæle, men mange tak for den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *