Per Fjord – Gråzoner

Gråzoner, Per Fjord

 

Forfatter: Per Fjord

Forlag: Attika / Saxo Publish

ISBN: 9788775288830

Bagsiden skriver:

Satiriske og humoristiske fortællinger fra en udkant af Sjælland. Pressen skrev bl.a. “Denne lille bog udtrykker en meget klar sandhed om dagens Danmark… Midt i forskelligheden er der tre fællesnævnere for alle novellerne. Humoren, iagttagelsesevne og varm sympati for mennesker..” (Arne Mariager) og ” Bogen er båret oppe af en fabelagtig humor…

Mads-Peder anmelder:

Jeg har tidligere læst Per Fjords Hank; en gavtyveroman. Dengang var jeg benovet, så da jeg fandt novellesamlingen Gråzoner på e-reolen skulle den også læses. Jeg kan sige med det samme, at jeg ikke blev skuffet. Novellesamlinger er lidt svære at være konkrete omkring i anmeldelser, da de stikker i forskellige retninger i fortællingerne. Jeg vil dog give det videre, at Per Fjord skriver godt, rigtig godt, og han gør det uden at distancere sig fra læseren. Det er ganske vist også svært for mig at beskrive, hvad det er jeg mener om skrivestilen på en elegant måde. Jeg føler nok bare, at forfatteren hopper ned i båden til mig som læser og følges med mig hele vejen på færden – nuvel, han rokker måske lidt med båden, imens vi padler omkring i nogle afkroge og besynderlige udsnit af det Danmark som nok også findes derude. Per Fjord rokker ikke båden med løftede pegefingre og slet skjult moralisering. Han tager fat i rælingen med begge hænder og lægger vægten i, og så kalder han en spade for en spade ( eller en mast for en mast er måske bedre i dette båd-billede…). Det er den oplevelse jeg sidder tilbage med som læser… .

Forfatteren formår at pege på centrale temaer i livet, samt nogle skævheder i forhold til det polerede demografiske udsnit af befolkningen som ofte ikke bliver fortalt. Man glemmer nogle gange helt, at de findes derude de skæve eksistenser.

Altså, der er ingen tvivl om at Per Fjord er skeptisk – overfor mange ting i samfundet. Novellerne er på ingen måde uden morale. Per Fjord siger det bare uden omsvøb og på vanlig fandenivolsk og direkte facon, som jeg også kender fra Hank; en gavtyveroman.

Vi postbude ser meget, når vi dag efter dag kører postruter. Nogle gange er der noget muggent, ved det vi ser. Selv her ude på landet kan der være noget overordentlig muggent gemt bag de små havehække. Her tænker jeg ikke på stanken af gæret svinelort, som uden tvivl er blevet den mest markante landlugt af alle. Nej, jeg tænker på den lugt af opgivelse og forfald, der præger de såkaldte udkantsområder (…)

(Citat novellen: Vi postbude ser meget).

Jeg var imponeret over novellesamlingen Gråzoner – meget endda! Per Fjord kan sit kram. Han fortæller og underholder så man smiler og tænker efter, imens man samtidig bliver en lille smule forarget. Ikke over Per Fjord; Nej, over mennesker… . Fantastisk lille novellesamling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *