Henrik Pontoppidan – Isbjørnen

Forfatter: Henrik Pontoppidan

(revideret udgave af Poul Erik Kristensen)

Forlag: BoD

Antal sider: 55

ISBN: 9788771884913

Bagsideteksten:

Henrik Pontoppidan er en af de få danskere, der har fået Nobelprisen, og hans lille roman Isbjørnen, der er fuld af humor, er noget af det mest finurlige, der nogensinde er skrevet på dansk.

Hovedpersonen er Thorkild Müller, i sin barndom og ungdom den fødte taber, som mod sin egen vilje bestod den teologiske uddannelse uden at have læst overhovedet. Så blev han præst på Grønland og en sand vinder. Han rejste senere til Danmark, blev landsbypræst og …..

Det er en fantastisk historie, der fremrulles i Isbjørnen, og så viser det sig, at den rent faktisk har en historisk kerne. Pontoppidan har nemlig selv fortalt, at modellen til Thorkild Müller var en af faderens gamle studenterkammerater, som under et besøg havde fortalt om sine grøndlanske oplevelser. Senere forskning har godtgjort, at det var Morten Fabricius Dan Hammer, som var præst i Kongerslev 1857-74.

Det skal understreges, at Henrik Pontoppidan ikke selv har mødt sin hovedperson og at hans formål var at skrive en god fortælling og ikke en historisk korrekt beretning.

Mads-Peder anmelder:

Da jeg så, at “Isbjørnen” af Pontoppidan var nyudgivet i en let moderniseret udgave bestilte jeg straks et anmeldereksemplar. Både af nysgerrighed på Pontoppidan og af nysgerrighed omkring, hvorvidt opgaven med en revideret sproglig udgave af Pontoppidans værk, overhovedet var muligt. Indrømmet, jeg mangler lidt forudsætningerne for at vurdere min sidstnævnte nysgerrighed – jeg har aldrig læst Pontoppidan før. Jeg har dog læst en del ældre litteratur i originaludgave, så af den grund følte jeg mig alligevel fortrøstningsfuld. Jeg synes Poul Erik Kristensen har gjort et fint arbejde med at revidere Isbjørnen. Den står knivskarp. Velsagtens fordi Pontoppidans historie er evigt aktuel, men også fordi det fornemmes, hvor meget respekt for teksten Kristensen har.

Min nysgerrighed på Pontoppidan er kun pirret yderligere efter endt læsning af denne meget korte fortælling. Pontoppidan formår på meget få sider at trække nogle skarpe pointer op. F.eks. Spændet mellem dogmatisk teologi og den teologi der bygger på den umiddelbare kærlighed til andre mennesker.

Igennem værket spores på mange måder en stor kærlighed til det levede liv. Blottet for påtagetheden som mennesker tillægger sig, når mennesket står følelsesmæssigt nøgen foran hverandre. Det er der hovedpersonen træder til med sin fandenivoldske umiddelbarhed. Hovedpersonen er selvsagt præget af sine år blandt de grøndlændere, der med deres naturfolkelige tilgang til livet, på sæt og vis reddede hovedpersonens sjælefred og liv.

Dette er vel også omdrejningspunktet for bogen. Jeg læser en klar samfundskritik i Pontoppidans “Isbjørnen”. En hyldest til det naturlige, og et opgør med alt det tillagte og facadeprægede. Jeg elsker citatet:

“I har de tyranner, som I fortjener”

– tilsyneladende elsker Kristensen også det citat, eftersom det er fremhævet med fed skrift i teksten… .

Jeg forstår sagtens Kristensens nyreviderede udgave af “Isbjørnen” – dette værk er litteratur af allerbedste skuffe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *