De døende poeters klub

Poeter dør ikke på elendige forlag, støvede bibliotekshylder eller mellem lidenskabsløse teenagefingre, et sted mellem frokostpausen og syvende time på det nærliggende gymnasium. Poeter dør ikke i fantasien eller på alverdens slagmarker – jo nogle dør på slagmarker, men nye fødes også der! Nej, min store opdagelse er den simple, at poeter dør i spændet mellem a-kassen og virkeligheden. Der er stor forskel på døde poeter og poeter der dør. Mærkværdigvis. Døde poeter læses og huskes i al fremtid, hvorimod poeter der dør ikke huskes af nogen – ikke engang dem selv. Her sidder så alligevel jeg – en døende poet og forsøger at huske. Det er ikke nemt at mindes poesien mellem afslag på sidste uges jobansøgning til det nærliggende gymnasium og det hjemvendte manuskript fra et elendigt forlag – og ja, ved gud de har ret i at manuskriptet er elendigt, men jeg er jo blot en døende poet og ingen profet. Det rimer! Hvordan søren skulle jeg vide hvad folk vil have, og hvad fanden ved de om poesi. Nej, poeter dør i virkeligheden. Mellem bilforsikringer, sindssyge kærester og enorme pengekvaler.

Jeg sidder og spytter i morgenkaffen og ædes op af harme – det er lørdag, solen skinner, folk ser fjernsyn eller læser døde poeter. Mit fjernsyn er i stykker. Lad nu for helvede det gamle lort ligge. Hvis de døde tabere havde noget vigtigt at sige jer, så havde de vel nok forblevet i live, men i så fald havde nok ingen lyttet. Man er sjældent en profet i sin egen tid. Her dør poesien så! Jeg har skrevet de smukkeste digte, livligste noveller, men på denne linie dør poeten! Spild ikke tårerne, ingen har før grædt over den lemlæstelse min poesi må stå mål med, så at begræde poetens endeligt er blot hykleri.

Nu rejser jeg mig for at lave mere kaffe. Hundrede procent kaffebønner – tak skal du have. Tyve procent poet og halvfems procent realist – matematiker kunne jeg ikke blive. I går var det omtrent modsat; ca. hundrede procent poet og ti procent realist, samt fyrre procent romantiker tilsat treogtyve procent kaffe. Det giver tilsammen et hundrede treogfyrre procent skønhed, ti procent tåbelig forfængelighed og omtrent samme elleve procent menneske. I dag er der tilbage – lad mig se – ti procent idioti, og det er det. Alt i alt noget af et regnskab der skal gøres op med de nussede teenagefingre, støvede bibliotekshylder jeg aldrig kom på og det elendige forlag der trykte B.S. Christiansens nyeste titel ”10 måder at kontrollere dit lort”, frem for en døende poets sidste nussede papirer over et tabt eden.

Jeg smører rundstykket med masser af smør, så det kan glide ned. Jeg sætter tænderne i. Jeg drikker af min kaffe og sætter mig igen. Sender en stille anerkendende ros til al bekendelseslitteraturen – hvor er den givende, og hvor vil det også være interessant at tage biografien om Anders Fogh ned fra reolen om halvtreds år. Stadig tidssvarende, og ja, til den tid er velfærdsstaten i hvert fald stendød. Ja jeg sagde velfærdsstaten, ikke han. Det er kun døende poeter der er så utidige at tale om det døende. Jeg sætter mig igen til poetens testamente. Meget har jeg ikke at lade gå i arv. Jeg piller ved en gammel blikdåse, som er gået i arv til mig. Meget glæde havde jeg ikke af den, men nu er det på tide at sende den videre til den næste ejer. En skæbneoverdragelse. Ellers er min arv blot nussede papirer tilbagesendt fra et forlag, stor gæld og et par bibliotekshylder jeg aldrig kom på. Det er desværre virkelighed – social realisme. Magisk realisme er forbeholdt hundehovederne og selv en hr. Jensen kan slippe af sted med at skrive Vi og påregne sig til de druknede. Det tog ham ti år at skrive, og det er slet ikke værst, det han har fået udgivet, slet ikke værst. Og nej, jeg har ikke brugt ti år på mine skriblerier, men det har sgu fortjent bedre. Nu skal det dog ikke kun handle om mig – det glemmer jeg rent. Dette er for alle døende poeter, eller halvfems procent af dem – de der ikke blev reddet i sidste øjeblik og udødeliggøres hver dag. Vi, de ikke reddede, vi er poesiens virkelige druknede hr. Jensen! Det er ikke din skyld og knapt nok vores egen – vi kan næppe gøre for, at vi er født som talentløse fantaster. Jeg testamenterer mine sidste skriblerier til de døende poeters klub. I huskes af ingen og læses af færre – om I så vil tænde op i brændeovnen med disse få sider skriblerier eller tørre røv i dem, det bestemmer I efter forgodtbefindende. Jeg takker af efter otteogtyve års loyalt og pligtopfyldende fantasteri i hendes majestæts Poesiens tjeneste.

Jeg tænder op i brændeovnen med endnu et manuskriptudkast, som i det mindste, og heri takker jeg skæbnen, ikke mange lidenskabsløse teenagefingre har haft fat i. Også en biografi om Anders Fogh må følge efter, for at varme hytten op på en kold kold februar morgen. Ærgeligt, at jeg nu ikke kan genlæse den om halvtreds år!! Det er fordi velfærdsstaten er død, sikke en ironi, Hr. Fogh, at du nu må brænde for det!! Det er ikke så let endda, at trille tommelfingre og lade ordene falde fra hinanden, ikke at falde til blandt ordene, at føle sig tilpas over et færdiggjort mesterværk – regnet som genistreger blandt fantasterne. Lad det være næste punkt i testamentet. Kunsten at kede sig ihjel, når talentet udeblev, men manuskriptet kom tilbage. Kunstens boomerangeffekt – den rammer dig i nakken som en kold snebold. Lad dig ikke slå til tåls med, at det nok skal lykkes for dig – opgiv og stil dig i kø. Jeg testamenterer det råd – stil dig i kø. Døende poeter står i kø, foran elendige forlag, a-kassen og det nærliggende gymnasium. Meget mere har jeg ikke at give videre til verden. En kuglepen med bidemærker, knuste drømme og forhåbninger – man kan ikke indløse kuglepennen uden at kreditere for gælden også!! Lov skal være lov. Jeg sætter mig samfundsfjendsk ned og foretager mig ingenting – slet ingenting. I sig selv en uforståelig handling. Jeg drikker kop på kop af den blæksorte væske, substitutten for egentlig velvære og begræder det tabte eden. B. S. lader os forstå så meget, fra sine utallige rejser gennem ild og vand, men han kan ikke hjælpe os bagved hverken ild og vand. Ild er varmt og vand er vådt og det er omtrent det. Det nærliggende gymnasium har vinterferie og det nussede forlag er gået fallit. De støvede bibliotekshylder støver fortsat. A-kassen bryder sig ikke meget om mig. Ingen forventer mere end det, og ingen spørger de døende poeter til råds om netop det de ved bedst til – det ikke så åbenlyse!!

Som jeg sidder her og drikker mig til en sanseløs mavepine i den hundredeprocents kaffe jeg selv har plukket i fakta, så slår en tanke mig! Det er muligt at maleriet på væggen hænger skævt. Jeg kunne rejse mig fra mit velvalgte hvilested og rette på det. Dovenskaben tager overhånd og det fjendske fortager sig til en stille knurren. Sådan omtrent dør poeter – med en stille knurren. Savnet af ingen og begrædt af færre. Døende mellem skæve malerier og virkeligheden.

Malerier over slagmarker og blomsterenge. Bagved maleriet blot væggen. I det, indgangen til en anden verden. Håndgribelig og på samme tid dimensioneret i ental og tretal. Ikke meget forskellig fra poesien, men man ser hvad man får, eller er det det man ser, som man får – jeg kan aldrig huske det. Det handler om at tælle til et vilkårligt tal mellem et og tre – du bestemmer. NÅ, nok om mig og mine støvede papirer over ømme forfængelige punkter. Jeg tygger på rundstykker med smør, der glider let gennem halsen.

Jeg tildeler mit sidste gods gennem testamentet til dig. En blikdåse over uduelighed, samt en stærk følelse af utilstrækkelighed. Du har pustet de sidste pinefulde åndedrag med en døende poet – alene det, er jeg dig tak skyldig for. Det er langt mere end forventet. Du har forjaget dig igennem, men stadigvæk – tak. I morgen skal jeg købe nyt tøj, spise dyrt og dårligt. Interessere mig for ligegyldige ting, og glemme alt om endimensionaliteten ved livet uden poesi. Sådan dør poeter – i et spænd mellem virkeligheden og endimensionaliteten. Hundrede procent arbejdsløs tres procent ironiker og hundrede og fyrre procent virkelighed, tilsat ikke mindre end halvtreds procent forbruger – nul procent drømme!!

Mads-Peder Winther Søby, 2006

Empey.dk