Tom indvendig

Pludselig tom indvendig. Tom indvendig som en skatkiste, der er blevet plyndret og efterladt, i et rum af tid der varer evigt og evigt. Synes aldrig mere at skulle åbnes, aldrig mere smage lugten af sommerregn i næseborene, aldrig mere, aldrig mere, aldrig mere råbe sig fordærvet, men blot fordærves inde fra og ud, uden lyd – uden nogen lyd, så bare rådne af sig selv. En masse guld, og noget som ligner guld, men kisten er bare tom, helt tom som et glas vand i solskin et par timer senere, tom i en evighed – en hed evighed, af feberdimensioner, og angst for fordrejede mareridt som ikke gennemleves, og som ikke giver nogen forestilling om alt det som kunne ske engang, hvis den sidste rest forsvinder, hvis den sidste rest af tomheden forsvinder. Aldrig kan det ske, aldrig vil vi lade det ske, at det tomme fyldes af den værste frygt, og desillusionen over smadrede forhåbninger om ting som var en gang, og som vi aldrig vil indse havde sin gang. Vi gemmer på det knugende intet, og finder næsten et omklamringspunkt i det som aldrig helt er substans, men noget midt imellem tro og mistro. Fylder aldrig hullet ud, men accepterer heller ikke tomheden, gemmer den bare som et kært minde over det vi aldrig formåede, og som aldrig skete, fordi vi aldrig vovede at fylde virkelig substans i tomheden, så som vores værste frygt, eller endog angst for noget som måske også viser sig at være tomt, men hvor angsten, når den pakkes i kisten, dog har sin egen berettigelse, da den kan nærstuderes i kontrasten til det tomme. Aldrig helt at turde tage glæden med, når vi opdager at angsten måske kun er uberettiget frygt, når vi endelig når til bunds i kisten med den. Aldrig opdage, at alt frygteligt måske kan erstattes af noget varende og godt, som kan fylde al tomhed i evighed, hvis vi vover at gøre forsøget, men det gør vi jo ikke. Aldrig åbne kisten igen, og lukker lyset ind, for, hvor der er lys er der skygge, og så hellere mørket, så hellere det alt skjulende mørketomme intet, som hverken smiler eller græder. Tør ikke lade skatkisten leve op til sit navn, og lader den miste sin betydning uden at lade den udfylde sit potentiale – alt det som den var i går, alt det den rummede i går af både guld og det som kun ligner. Sådan er det i det mindste i dag, nu, denne uge, resten af året, i den evighed som absolut tomhed altid synes at strække sig over – i morgen rummer jeg igen , men i dag er jeg også mig.

Mads-Peder Winther Søby, 2004

Empey.dk

Skæbnens ådsler

SKÆBNENS ÅDSLER

Jeg råbte af mine lungers fulde kraft

Jeg vidste på forhånd, jeg havde tabt

Jeg hidkaldte det højeste,

Jeg rådspurgte skæbnen

Den bøjede sig

Den stillede sine krav

Handlingens arv

Den krævede af mig

Livets uduelige

Det umulige

Kærlighed er for livet

Ikke fortiet

Alt forladt, hvis du vil blive i det

Tænkningens monster

Skæbnens ådsler

At elske er blindt

Tøven har øjne

Den lader hjertet rådne

Og se støjene

Du impulsives forløjne

Du kan mærke hvad du søger

Men du ser aldrig din velgører

I et mere rigtigt lys

End denne nats nys,

Overståede følelsesforstørrer

Kærlighed fortiet

Følelser udsiget

Alt for sent

Ikke til hastige øje-

Blik for læser, og poets misfornøje

Livet eller ordene var skæbnens bud

Øjeblikket er livets slud

Grublen er den ensommes brud

Forbrug lungernes kraft, du har på forhånd tabt

Mads-Peder Winther Søby, 2007

Empey.dk

Farvel sårets Ømme!

FARVEL SÅRETS ØMME!

Farvel da

– Farvel perfektion

Håbløse million

Tanker og ønsker!

Vi er videre,

lidt hver dag

hver sin smag

færdig!

Et bidende vejr

is i din favn

hver sit savn

en tildækket sandkasse

hvad så nu?

hvad så med drømmene?

hvad så med sømmene

til håbets skjorte

hver til sit

sådan set fra oven

lidt vel hoven

er jeg arrogant?

du,

aldrig på det jævne

oprørte vande sat stævne

sætter ikke ro!

farvel så

håbløse perfektion

farvel million

tanker og ønsker!

farvel min kritiserende engel

farvel bristede drømme

farvel sårets ømme!

bristede; er ikke noget at gemme

du hilser stadig

men ingen sindets vægel

jeg krænger min sjæl

til gud og hver mand!

Også jeg bevæger mig

Du haster

Jeg laster –

Dig!

Skynd dig inden isen smelter

Et bidende forbandet

– Vejr, er landet

I din favn

Jeg kender dig bedre end som så

Bedre end du vil nå

Selv med den sparsomme tid du kan få!

Mellem stress og frustration

Du tror du kender mig også

Det er ikke så let endda

Og jeg savner accept af

– mit humør er ikke sort!

Kán du så flyve?

Du frygter det jævne

Men hellere en revne

End afgrund!

Hvad vil du?

Jeg en romantiker

Du en ideal-kritiker

Du er anti – verden, jeg er pro

Så farvel

– farvel million

håbløse fiktion

tanker og ønsker!

Mads-Peder Winther Søby,  2006

Empey.dk

En hyldest til kvinden

Jeg  kender ikke rigtig kvinden. Hun er mig lige så forskellig og divergerende som mennesker er flest! Hun er oftest kønnere end mænd, men nærmere en forståelse af kvinden som essens, er dette nok ikke! Jeg kender min kvinde, og hun skal hyldes – hun skal hyldes for de ting hun er og gør. Hun er smuk som jeg ellers kun forestiller mig at guddommelighed kan være – måske er hun mit lille stykke af paradis? Hun er opofrende som partner og mor til vores børn, som jeg kun tænker en kvinde af format kan være. Hendes storhed ligger i sansen for sammenhængen af detaljer, som hun plukker igennem livet, lige så ubesværet, som en pige plukker blomster en sommerdag. I hende finder jeg en buket af helhedsforståelse, når de små irritationer på min vej i livet tager overhånd. Som småsten i sandalerne på en grusvej, og når jeg føler, at jeg er ved at snuble, så finder jeg i hende igen et detaljeblik for omsorg, opofrelse og hun sår i virkeligheden nye blomster i mit liv, når jeg glemmer at plukke blomsterne på en sommerdag. Hun flytter kampestenene og vasker gruset væk, hvis jeg er faldet med sandalerne fulde af sand, eller når mine tanker bliver trætte og triste. Min kvinde hun tænder varme og gnister i mine tanker, når jeg er væk fra hende, og som et fyr, leder hun mig i retningen af sammenhængen. Min kvinde tænder et bål i mit indre, der for hvert hjerteslag slår gnister, når jeg ser hende, og ønsker hende så begærligt, som havde vi været adskilt af tusinder af lysår, hvor vi kun kunne skimte hinanden, som stjernerne på en frostklar nat. Min kvinde er den perfekte partner, der er så enormt stærk, men som også tør lade mig komme tæt på – helt tæt på, hvor alle følelser kan vendes, og alle tanker kan bæres, der hvor man også tør være sårbar – det er som om, at vi sammen, ikke bare er os to; sammen er min kvinde og jeg en myretue af specialister i alle egne af livets opgaver. Min kvinde, tør kravle helt ind i mine arme og kigge mig i øjnene, og sige så magiske og store ord som det er, når det handler om at elske – om at elske mig. Her er min hyldest til hende i dag – hvis alle kvinder er sådan, så skal de hyldes alle dage – min kvinde er sådan, og hun skal hyldes i dag, i morgen og for altid.

Mads-Peder Winther Søby, 2009

Empey.dk